Tillidens puslespil

Tillid er ikke med i min software pakke. Det er blevet afinstalleret på et eller andet tidspunkt i min barndom, eller måske var det ikke en del af standard pakken, og det skulle tillæres, men det er så ikke sket.

For mange selvhjælpsbøger har gjort mig til 100 meter mester i at kunne forklare selv uforklarlige psykologiske fænomener, hvorfor jeg er som jeg er, og hvorfor jeg gør, hvad jeg gør. Men bare fordi jeg har siddet forkert på potten, hvilket jeg har, giver mig ikke svar på, hvordan jeg får rettet op på pottetræningen.  Nu kan jeg forklare, forsvare, projicere, placere skyld og ansvar og vaske hænder. Men jeg har ikke tillid til nogen eller noget….

Psykologi bøgerne er udskiftet med religiøse bøger.  Manden i Penthouse må da vide, hvad man gør. Igen og igen er jeg blevet præsenteret med den samme omvendte absurditets logik. Jeg kan kun have tillid, når jeg har tillid. Oplever jeg ikke tillid, så har jeg det ikke. Fantastisk logik, som kun giver mening på øverste etage i den absolutte verden.

I mine gyldne øjeblikke oplever jeg ro og venlighed i mit sind. Tilliden til, at tingene nok skal ordne sig, er tilstede som et indre lys, der har en trådløs ledning op ad til. Her ved jeg, at jeg har tillid, det er ikke noget, jeg tror. Jeg ved det. Men hvordan jeg nåede til denne tilstand, og hvordan jeg fastholder den, det er stadig et mysterium for mig.

I gamle dage troede jeg, at tillid handlede om mennesker. Der var nogle jeg kunne have tillid til, og andre der var utroværdige og klassificeret som fjender.  Det vanskelige var, når tillidsfulde mennesker pludseligt begyndte at opføre sig mistillidsfuldt. 

Men tillid var ikke forbundet med mig selv. Det gav ikke mening, at have tillid til mig selv. Sindssyg tanke. Jeg havde en forståelse af, at tillid var noget, som jeg havde til andre mennesker. Tillid var som tovværk, der blev kastet ud for at gribe fat i holdepunkter i livet.  Og jeg kastede tovværk ud i flere forskellige retninger til flere forskellige menneske. Men de forskellige mennesker havde forskellige holdninger.  De havde forskellige værdier, og mente i øvrigt forskellige ting om det samme emne. Dilemmaet blev afgrundsdyb, når jeg så skulle vælge, hvem jeg skulle holde fast i, og hvem der skulle gå.

Tillid blev til et loyalitetsspørgsmål, en konflikt mellem at vælge venner og fjender. Hvis jeg skulle være loyal overfor mit arbejde, skulle jeg jo møde op, også selv om min søn havde 40 i feber.  Hvis jeg skulle være loyal overfor min mor, så skulle jeg hade min far. Utroligt uhensigtsmæssigt syn på livet, som jeg havde tilegnet mig i min barndom, og jeg troede op gennem min voksendom, at det var sådan verden var.

Jeg har det meste af livet haft oplevelsen af, at have fået udleveret de forkert puslespilsbrikker til det fantastiske eventyrbillede, som jeg forsøgte at samle. Jeg havde ikke brikkerne, der passede. Jeg har været igennem mine brikker tusindevis af gange, og jeg har nægtet at acceptere, at jeg ikke har de rigtige eventyrbrikker. Da jeg endelig accepterede, at jeg ikke havde brikkerne, der matchede glansbilledet, besluttede jeg mig for at lave mit eget unikke billede, men stadig med de samme brikker. Nu er jeg begyndt at smide brikker væk, og finde nye brikker. Mit næste mål er, at sammenbygge puslespil så mit puslespil bliver en del af andres, og jeg bliver en del af deres.

Undfangede barndommens helvede

Jeg er skæv og rund

Jeg er klog og dum

Jeg føler ikke, at jeg passer ind. Jeg har aldrig fundet min gruppe. Jeg hopper i stedet for rundt fra kasse til kasse med velsorterede ensfarvede bolde.  Jeg troede, at jeg var en kamæleon, men nu er jeg blevet farvesløs, og jeg kan ikke kende mig selv. Nu passer jeg ikke engang med mig selv. Jeg er faret vildt i andres univers, og jeg har mistet min ledestjerne i forsøget på at passe ind.

Jeg har isoleret mig selv, så andre ikke smitter af, så jeg kan genfinde min oprindelige kulør og se udad uden at skifte farve. Jeg søger jordforbindelse i min egen malerbøtte med maling nok til at stå igennem skrige turer fra rendyrkede psykopater.

Hver dag opdager jeg nye sider af mig selv, ukendte tendenser og mørke ansigter titter frem. Ofte er det i mine forældres forklædninger. Mønstre jeg gentager fra tidligere generationer, som jeg har fordømt i min ungdoms vorde, men nu selv er blevet en ubevidst slave af.

Jeg troede altid min fader var den værste. Ham der gjorde mest forkert, men som min livsfilm passerer igen og igen, ser jeg mere tydligt min moder forklædt som ulven. Hun påberåber sig offerrollen, og peger anklagende på min fader og på andre som ikke er enige, som ikke gør, som hun vil og siger.

Mit livs beskytter er blevet min værste fjende. Anklagemønstre, at det er de andres skyld, at de andre er ansvarlige for min lykke eller ulykke, rejser sig som en flodbølge. Enten fjende eller ven, aldrig begge og aldrig samtidig. Fjender skal elimineres, og venner skal overøses med kærlighed.

Kontinuitet og genkendelighed findes kun i klokkestrengens diktering af, hvornår der skal spises, hvornår der skal sove, hvornår der skal skides. Min moder tolererede ikke uorden i tidspunkter eller ukendte udflugter. Alt hvad der ikke kunne kontrolleres blev en potentiel fjende, og der skulle findes en synder.

Det ydre er det vigtigste. Tøjet skal være i orden, håret skal klippes kort, huset skal være rent, og der skal serveres 3 måltider mad om dagen. Dette er alt sammen tegn på et velfungerende menneske. At fastholde dette glansbillede kræver indtagelse af store mængder alkohol og nervepiller, men det er okay, når man bor i whisky bæltet, og det er fuldstædigt normalt at købe whisky i kasser af 6 eller 9.  Og når min moder spiller Maude til ug og plus hidkaldes nabo lægen til at påfylde nervepiller, hvilket er helt normalt og acceptabelt.

Ingen taler om årsagen, ingen søger at løse problemet. Det er klassificeret som uløseligt  eller forbundet med større problemer at løse end at fastholde.

I mange år kunne jeg ikke se at det var min mor. Jeg troede at det var min far, der var problemet. I mange år holdt jeg med min mor, og forstod ikke min far. Men det kan også være svært at forstå en mand, der hele mit liv intet har sagt til mig, og altid sad i sin grønne stol og pejlede med tæerne, mens han tømte whisky flasker i det uendelige.

Jeg manglede en oversætter til at forstå, eller en sammensvoren der kunne forklare. Jeg forsøgte at flytte hjemmefra, men et par turer rundt om blokken bragte ikke klarhed over, hvor jeg ellers skulle tage hen, og jeg havde jo trods alt stadig en varm seng, og mit eget værelse og jeg havde ingen penge. Der blev taget vare på min krop. Det var min sjæl, der ikke fik næring.

Da jeg var 4 vidste jeg at mine forældre ikke evnede at tage vare på min opdragelse og uddannelse. Jeg kunne ikke spørge om deres råd og vejledning, for det var tydeligt, at de ikke anede, hvad de lavede. Jeg overtog alle rollerne selv, selv roller jeg ikke egnede mig til. Det blev nærmest min vej at vælge områder jeg ikke mestrede, så jeg kunne lære det og føle mig sikker på, at jeg selv kunne håndtere det i fremtiden.

På et tidspunkt havde jeg fået bildt mig selv ind, at jeg kunne alt, fordi jeg gjorde alt. Men jeg var som en fisk på land, der forsøgte at hænge ud med en fugleflok. Jeg var uden gruppe og uden flok. Selv da jeg hoppede tilbage i havet, fandt jeg ingen andre fisk, der havde rejst med fugl. Jeg var mærkelige og anderledes, og min form for gal havde ikke sit modstykke eller sidestykke. Jeg ledte efter en flyvefisk.

Jeg søger en gruppe af flyvefisk, jeg kan hænge ud sammen med. Være mig selv sammen med. En fælles forståelsesramme og en mangel på fordømmelse og misforståelse. Jeg har et håb om, at den rigtige gruppe skaber kærlighed,og tillid.