Tillidens puslespil

Tillid er ikke med i min software pakke. Det er blevet afinstalleret på et eller andet tidspunkt i min barndom, eller måske var det ikke en del af standard pakken, og det skulle tillæres, men det er så ikke sket.

For mange selvhjælpsbøger har gjort mig til 100 meter mester i at kunne forklare selv uforklarlige psykologiske fænomener, hvorfor jeg er som jeg er, og hvorfor jeg gør, hvad jeg gør. Men bare fordi jeg har siddet forkert på potten, hvilket jeg har, giver mig ikke svar på, hvordan jeg får rettet op på pottetræningen.  Nu kan jeg forklare, forsvare, projicere, placere skyld og ansvar og vaske hænder. Men jeg har ikke tillid til nogen eller noget….

Psykologi bøgerne er udskiftet med religiøse bøger.  Manden i Penthouse må da vide, hvad man gør. Igen og igen er jeg blevet præsenteret med den samme omvendte absurditets logik. Jeg kan kun have tillid, når jeg har tillid. Oplever jeg ikke tillid, så har jeg det ikke. Fantastisk logik, som kun giver mening på øverste etage i den absolutte verden.

I mine gyldne øjeblikke oplever jeg ro og venlighed i mit sind. Tilliden til, at tingene nok skal ordne sig, er tilstede som et indre lys, der har en trådløs ledning op ad til. Her ved jeg, at jeg har tillid, det er ikke noget, jeg tror. Jeg ved det. Men hvordan jeg nåede til denne tilstand, og hvordan jeg fastholder den, det er stadig et mysterium for mig.

I gamle dage troede jeg, at tillid handlede om mennesker. Der var nogle jeg kunne have tillid til, og andre der var utroværdige og klassificeret som fjender.  Det vanskelige var, når tillidsfulde mennesker pludseligt begyndte at opføre sig mistillidsfuldt. 

Men tillid var ikke forbundet med mig selv. Det gav ikke mening, at have tillid til mig selv. Sindssyg tanke. Jeg havde en forståelse af, at tillid var noget, som jeg havde til andre mennesker. Tillid var som tovværk, der blev kastet ud for at gribe fat i holdepunkter i livet.  Og jeg kastede tovværk ud i flere forskellige retninger til flere forskellige menneske. Men de forskellige mennesker havde forskellige holdninger.  De havde forskellige værdier, og mente i øvrigt forskellige ting om det samme emne. Dilemmaet blev afgrundsdyb, når jeg så skulle vælge, hvem jeg skulle holde fast i, og hvem der skulle gå.

Tillid blev til et loyalitetsspørgsmål, en konflikt mellem at vælge venner og fjender. Hvis jeg skulle være loyal overfor mit arbejde, skulle jeg jo møde op, også selv om min søn havde 40 i feber.  Hvis jeg skulle være loyal overfor min mor, så skulle jeg hade min far. Utroligt uhensigtsmæssigt syn på livet, som jeg havde tilegnet mig i min barndom, og jeg troede op gennem min voksendom, at det var sådan verden var.

Jeg har det meste af livet haft oplevelsen af, at have fået udleveret de forkert puslespilsbrikker til det fantastiske eventyrbillede, som jeg forsøgte at samle. Jeg havde ikke brikkerne, der passede. Jeg har været igennem mine brikker tusindevis af gange, og jeg har nægtet at acceptere, at jeg ikke har de rigtige eventyrbrikker. Da jeg endelig accepterede, at jeg ikke havde brikkerne, der matchede glansbilledet, besluttede jeg mig for at lave mit eget unikke billede, men stadig med de samme brikker. Nu er jeg begyndt at smide brikker væk, og finde nye brikker. Mit næste mål er, at sammenbygge puslespil så mit puslespil bliver en del af andres, og jeg bliver en del af deres.